Vores første erfaringer med Isabella Ambassador

af Fam. Rose Frederiksen
Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Foråret 2013 var året, hvor vi fik afprøvet et nyt fortelt. Vi havde længe haft nogle problemer med det gamle Capritelt – lynlåsene drillede og der var nogle kanter, som var blevet meget slidte og flossede. Så måske var det blevet tid til et nyt fortelt.

Vi havde derfor gennem et års tid talt frem og tilbage om, hvilket telt vi skulle vælge og endte op med at vælge et 2,5 meter Ambassador-telt fra Isabella. Faktisk havde vi længe diskuteret frem og tilbage om det skulle være 2,5 m eller 3 meter i dybden, men endte altså med at holde os til de 2,5 meter. Og hvorfor gjorde vi så det?

Jo, faktisk havde vi al den plads, som vi syntes vi havde brug for i det gamle telt. Vi er jo de fleste dage kun tre og en hund og det har gået rigtig fint i det gamle telt. Og hvis vi så får gæster – ja så er vi jo på en campingplads og vores gæster må så bare forvente, at forholdene ikke er som derhjemme. Og vi har endnu ikke haft gæster der forventede meget plads – og de fleste ‘gæste’-timer ender jo også ofte med at blive brugt uden for teltet.

Samtidig har vores varmeovn i forvejen kun lige kunne klare 2,5 meter teltet, så hvis vi købte et 3 meter telt, så skulle vi også investere i endnu en varmeovn.

For første gang nogen sinde valgte vi at følge opstillingsvejledningen, da vi satte det op, men vi tror nu, vi havde fået det lige så hurtigt op, hvis vi bare havde gjort som vi plejede.

Med teltet fulgte carbon X-stænger og de nye lukkebeslag på dem er simpelthen så smarte. Ikke noget med at stå og dreje – nu skal der bare vippes og klikke helt ned. Så sidder de fast. Teltet har nu stået oppe i 8 uger i al slags vejr og stængerne har ikke rykket sig en millimeter. Det var vi ellers lidt nervøse for, men de holder rigtig fint fast.

Det sværeste var at få strammet stængerne rigtig ud – for på vores gamle stålstænger var vi vant til at smide vores Herkules Twin på og så bare stramme til. På Carbon X stængerne står vores Herkules ikke så godt fast og kommer let til at glide.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Da vi så først fik vores Herkules til at gribe fat, så opdagede vi et andet problem: hvis man strammer for hårdt op, så bøjer Carbon X stængerne! Det har vi aldrig oplevet med stålstængerne, så fremover holder vi godt øje, de steder, der er mulighed for at bøje en stang og strammer ud indtil teltet er strammet ud.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Teltdøren føles bredere end i det gamle telt, hvilket nok skyldes den konstruktionsændring der er ved døråbningen.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

I det gamle telt var lynlåsen lodret ned – i det nye følger den benene i siderne og døren bliver derfor skrå. Det har flere gange resulteret i, at vi har stået en mørk nat – efter at have luftet hunden – og fumlet efter lynlåsen der, hvor den plejer at være!

Bredden på døren er dog suverænt god, når der skal stor ting ind og ud af teltet – eller der skal køres en rollator eller en klapvogn ind – og efter noget tid, fik vi også vænnet os til at lynlåsen sad et andet sted.

Til gengæld så har den skrå dør givet os et andet problem inde i teltet – for før hang vores tøj lige inden for døren uden at genere, når vi skulle ind og ud. Men fordi døren følger stangen, så kom det pludselig til at hænge i vejen, når vi skulle ud. Altså måtte det flyttes – vi kunne vælge at flytte det længere op ad stangen, men så ville det skygge for vinduet eller vi kunne vælge at hænge det op i den anden side, hvor vi sjældent bruger døren – så der hænger det nu.

En anden ting vi har lagt mærke til, når vi går ind og ud er den meget stive teltdug i forhold til Capriteltet – det skal man lige vænne sig til.
Det er stift at arbejde med, når døren skal rulles sammen en varm sommerdag og det var stift og tungere at arbejde med, da det skulle sættes op.
Det er nemlig også en del tungere end det gamle telt, men da stængerne er en del lettere end i det gamle telt, så vejer det samlet set ca. det samme.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

I det nye Ambassadortelt er der mange muligheder for at lufte ud, så i stedet for at åbne fronterne og lade dem hænge ned, som vi var så vant til, så åbner vi nu et vindue eller lyner ned ved midterstangen i fronten.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Ved vinduerne i begge ender er det muligt at lyne vinduet op og lade vinden og den friske luft komme ind gennem fluenettet. Det har vi fået brugt en del gange, når ellers temperaturen har været høj nok.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Ligeledes er der sat et stykke fluenet i ned foran midterstangen i fronten – vi må ærligt tilstå at den har vi ikke haft åbnet så ofte, for vi endte op med gang på gang at stå med flappen, der bare hang og dinglede – og hvis det så også blæste, så fløj den rundt og ramte både bardun og teltdug.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Til sidst lykkedes det os dog at løse det problem ved simpelthen at rulle den sammen og så forsigtigt rulle lynlåsen lidt op igen, så ‘pølsen’ kom til at sidde lidt i klemme.

Et af problemerne ved at vælge et 2,5 m dybt telt kan være at få gæster til spisning – for selvom vores gæster ikke forventer balsal eller god plads, så vil de dog alle gerne alle have et lille hjørne af bordet til tallerken og glas.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

De første gange satte vi bordene op som et langbord ned gennem teltet, men så var det nærmest ikke muligt – på nogen af siderne af bordet – at trække stolene ud og ind. Og hvis de, der sad i midten så skulle ud i en eller anden anledning, så skulle hele rækken rejse sig for dem. Det har langt fra været ideelt! Derfor har vi de sidste gange løst problemet ved at dække op på den anden led – fra campingvognens side og ud til teltet.

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Og så åbne begge døre i teltet – så skal man godt nok lige en tur ud af teltet, hvis man skal over på den anden side af bordet, men til gengæld kan alle komme ud og ind uden at andre skal rejse sig.

Med denne opstilling er der plads til 8 spisende eller kaffedrikkende personer ved bordet og det dækker fint vores behov på nuværende tidspunkt.

Ud over glæden ved noget nyt, så følger der jo også lidt arbejde med, når man køber nyt fortelt. F.eks. skal alle gardiner jo monteres med dimser og teltet monteres med gardinholdere…

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Og så opdagede vi, at den nye hjulafdækning ikke passede til vores vogn, så vi måtte lige finde den gamle hjemmelavede frem igen…

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Nå ja og så passer vores gamle blå lampe vist ikke helt til det nye telts grå og brune farver…

Fam. Rose Fredriksen prøver et Isabella Ambassador Fortelt

Efter således at have brugt teltet flittigt i 8 uger er vi så tilfredse med det?

Ja det er vi – rigtig meget endda.

Det har klaret foråret rigtig fint – også i storm og kraftig regn. Den eneste gang vi har haft vand inde i forteltet i år var, da vi havde fået presenningen til at stikke ud ved døren… En rigtig begynderfejl!

På det gamle telt havde vi gang på gang problemer ved hjørnestængerne og vi måtte vippe tæppe og presenning til side hver gang, det var regn og hver gang vi forlod teltet.

Og så føler vi, at vi har fået meget mere lys ind i teltet – vi kan ikke helt regne ud om det er fordi vinduerne er større i Ambassadorteltet eller om det er fordi vinduesplastikken er klarere. Men lys er noget, som vi ikke kan få for meget af og vi glæder os over det.

Tak for en god og informativ artikel (red.)

Links:
Relevante Link(s) : Isabella
Læs også: Rose Frederiksen

Prøv også at læse disse indlæg