Efter en nat i vores Malibu Van på en autocamperplads i Stockholm, og gode oplevelser i Stockholm, gik turen videre. Nu skulle Prince Charming fragte os længere sydpå – til nogle oplevelser som vi gerne ville have igen.
Vi har altid været fascineret af Glasriget. Sidst vi besøgte det, var i 2012, så det er efterhånden nogle år siden. Det har altid været spændende med de forskellige ”glashytter”, som de kalder dem, og deres forskelligheder og unikke færdigheder. Vi tænkte at det ville være et perfekt sted at afslutte vores tur i vores Malibu Van.
Nye tider
Desværre er tingene ændret en del i Glasriget siden sidst vi var der. Dengang var der mange forskellige steder man kunne besøge. Nu er der desværre kun to. Kosta Boda og Målerås. Vi har set begge før, men valgte Målerås denne gang. Vi havde fundet den perfekte rasteplads til at overnatte på i vores van. Bare ti minutters kørsel fra Målerås.
Da vi ankom til pladsen, var solen ved at går ned og vi blev beriget med den smukkeste solnedgang over en sø. Egentlig ville vi gerne have fricampet mere i vores Malibu Van, men vi er ikke supererfarne i det. Og som det svenske og norske vintervejr kan være omskifteligt, turde vi ikke tage chancen. Vi ville jo nødigt sne inde på en eller anden skovvej, og skulle grave os 400 meter ud med vores lille medbragte skovl ;). Og denne nat var det nok meget godt vi ikke valgte det, da der alligevel faldt en del sne i nattens løb, og frostgraderne kom ned på omkring -11 gr.
Vores Malibu Van fungerer rigtigt godt – også uden tilslutning af strøm.
Som sagt da vi vågnede efter en god nats søvn i vores van, kørte vi til Målerås. Vi havde nogle hyggelige timer på glaspusteriet og deres butik (der er maaange fristende ting), og satte så snuden mod Danmark. Efter 11 dage på landevejen, glædede vi os nu også lidt til at komme hjem. Vi savnede vores datter, og har en del planer de næste par uger der kræver vores opmærksomhed (bl.a. vores sølvbryllup).
Turen hjem blev lidt mere udfordrende end vi havde regnet med. Det svenske vejvæsen havde skrevet på deres hjemmeside, at alle veje var fine og ryddet – det var så ikke helt lige sandheden. Igen kom vi forbi flere steder hvor der var biler og lastbiler i grøften. Den hovedvej vi skulle køre på, var spærret af en motorvej der stod på tværs, og meget mere. Men med list forsinkelse nåede vi Glostrup. Med mange gode van oplevelser i bagagen.
Vi så desværre ikke nordlys, vi kørte på vildt isglatte veje, vi oplevede minusgrader på omkring -18, vi har set spændende ting, snakket med sjove mennesker og så meget meget mere. Vi er endnu engang blevet totalt vilde med konceptet at rejse med en van. Og den Malibu Charming vi var afsted i, fungerede rigtigt godt. Og turen….. Ja den tager vi gerne igen!
Se alle afsnit i denne rejsebeskrivelse her:
- Jagten på Nordlyset – Del 1
- Jagten på Nordlyset – Del 2
- Jagten på Nordlyset – Del 3
- Jagten på Nordlyset – Del 4