Ny campingvogn? Passer køkkenet til dig?

af Bjarne Søby
Camping handler også om god mad - derfor skal køkkenet fungere

Går du med tanker om at købe ny campingvogn? Så er her nogle gode råd til ting, du skal være opmærksom på i køkkenet. Det er nemlig de små ting, der enten gør køkkenet funktionelt eller til et helvede at lave mad i.

Selvom mange bruger deres gril, når de er på camping, så bruges der alligevel en del tid i køkkenet. Det er her man tilbereder, koger og opbevarer mad og køkkengrej, så det skal fungere så godt som muligt for dig.

Der er ikke to personer, der er ens, så derfor er indretning og placering af køkkenet en individuel sag. Herunder er nogle ting, du bør overveje ved køb af ny campingvogn.

Placering af køkkenet i campingvognen

Der er ikke nogen gylden regel om, hvor i campingvognen at køkkenet er bedst placeret. Det er helt op til dig. Men der er dog et par ting, der er værd at overveje.

Vi kan f.eks. godt lide at køkkenet er tæt på indgangsdøren i campingvognen. Man skal ofte ind og hente ting i køkkenet, og ved at køkkenet (og køleskabet) er tæt på døren, slipper man for at skulle igennem hele campingvognen. Man får heller ikke slæbt så meget snavs med udefra og ind i vognen.

I vores Adria Alpina er køkkenet placeret forrest i campingvognen
I vores Adria Alpina er køkkenet placeret forrest i campingvognen

I vores vogn er køkkenet placeret forrest i campingvognen, og fylder hele vognens bredde. Men i de fleste campingvogne er køkkenet placeret midt i vognen langs væggen. Køleskab, service, køkkengrej og madvarer vejer godt til, så derfor giver det en god vægtfordeling i campingvognen, når køkkenet er placeret der.

Om køkkenet skal vende ud mod forteltet eller ej, er en smagssag. Vender køkkenet ud modforteltet, kan du følge med i livet udenfor campingvognen når der laves mad. Ulempen her er, at vinduet ved køkkenet så også åbnes ud i forteltet. Man lufter altså ud lige ud i forteltet.

Et af de mindre køkkener. Men køleskabet stort
Et af de mindre køkkener. Men køleskabet stort

Man kan bedre lufte ud, hvor køkkenet vender væk fra forteltet. Det kan give en bedre udsigt, men i de fleste tilfælde kigger man bare direkte ind i naboens campingvogn.

Ny Campingvogn – Er køkkenbordet stort nok?

Der er rimeligt begrænset plads i de fleste campingvognskøkkener, og der er sjældent meget arbejdsplads på køkkenbordet. Men producenter gør alt, hvad de kan for at skabe så funktionelle køkkener som muligt. 

Ofte gøres køkkenvasken lidt mindre for at give mere bordplads. Og ved at lave et komfur med 3 kogeblus på række, kan komfuret flyttes tilbage mod væggen. De giver mere arbejdsplads forrest på køkkenbordet.

Der er typisk klapbare overdækninger over både vask og komfur. Er overdækningen klappet ned, kan overdækningen også bruges som arbejdsplads. Overdækningerne er som regel lavet af glas, og bliver let ridset. Så husk at bruge skærebræt e.l.

Denne Hobby har stort stort vinkelkøkken med masser af skabe og skuffer samt et stort køleskab
Denne Hobby har stort stort vinkelkøkken med masser af skabe og skuffer samt et stort køleskab

Når du vurderer om køkkenet er stort nok, så husk på, der skal være plads både til at lave mad, men også de småting, man typisk har stående på et køkkenbord. Det er på godt jysk ’træls’ at konstant skulle flytte rundt på ting, mens man laver mad.

Er det nødvendigt med en ovn?

Nej – det er det ikke. Men camperer man meget om vinteren eller i ydersæsonen, så er den virkelig rar at have. Der orker man nemlig ikke altid at stille grillen op. Så er det rart med en ovn, hvor man både kan bage og varme færdigretter.

I vores forrige campingvogn – en Adria Adora – fravalgte vi ovnen. Det var en stor fejl. Vi havde ovn i vores tidligere vogn, og der havde vi lært os at bruge den meget. Så da vi skiftede til vores nuværende campingvogn, var det et ufravigeligt krav, at der skulle være ovn i køkkenet. Dermed ikke sagt, man ikke kan undvære en ovn. Der er mange campister, der klarer sig fint uden sådan en.

Den helt store ulempe ved en ovn er, at den optager en del skabsplads. Så hvis der er en ovn i den campingvogn, du kigger på, så vurder om der er skabsplads nok til madvarer, køkkengrej, glas, kopper og service.

Der skal være plads til det hele

Service, kopper, glas, køkkengrej, karklude, viskestykker m.m. fylder mere end man umiddelbart tror. Og der skal være plads til det hele.

Så når du kigger på ny campingvogn, så giv dig tiden til at forestille dig hvordan du kan få plads til alle dine køkkenting.  Kniber med at få plads til det hele, kunne du evt. overveje at bruge foldbare gryder og skåle. De fylder langt mindre end traditionelle gryder.

Stort eller lille køleskab?

Der findes mange forskellige køleskabe til campingvogne. De fleste køleskabe er af absorptionstypen, der køler ved opvarmning. De kan køle på 230V, 12V og gas. Køleevnen afhænger af den omgivende temperatur, men trods det, er de ret effektive.

Kæmpe køkkenbord med masser af plads. Bemærk køleskabet under køkkenbordet.
Kæmpe køkkenbord med masser af plads. Bemærk køleskabet under køkkenbordet.

De seneste år er kompressionskøleskabe til campingvogne så småt ved at finde indpas. Det er et køleskab, som vi kender det hjemmefra, og kan køle uafhængigt at den omgivende temperatur. Denne type køleskabe, kan ikke køle på gas og kræver enten 12V eller 230V.

Nogle campingvogne (mest Caravelair) har et kompressorkøleskab i en skuffe under køkkenbordet. Det er praktisk, giver godt overblik, men optager skabsplads. De fleste campingvogne har enten lille køleskab under køkkenbordet eller et større (og højt) køleskab placeret nær køkkenet. Mange køleskabe leveres desuden med en fryseboks. 

Hvad der er bedst for dig, er op til dine behov. Køber du tit ind, har du måske ikke brug for særlig meget køleplads. Vi rejser meget, og kan godt lide at være uafhængige. Så vi har brug for meget køleplads og fryseboks.

Plads til at arbejde

Det vigtigste ved et campingvognskøkken er, at der er plads til arbejde og være i det. VI har rejst med mange forskellige campingvogne, og selvom køkkener til forveksling ligner hinanden, kan selv små ting udgøre en kæmpe forskel.

For nylig var vi på tur med en vogn, der umiddelbart havde et meget lille køkken. Men en lille hylde ved siden af køkkenet gjorde en verden til forskel. Den kunne vi bruge til både afsætning og opbevaring. Det frigjorde plads på køkkenbordet, og køkkenet fungerede faktisk bedre end mange større køkkener.

Så når du er ude for at kikke på ny campingvogn, så lad nu være med at nøjes med at stå lidt og betragte køkkenet. Prøv det!

Stil dig op som, du vil lave mad og få et indtryk af hvordan netop du fungerer i netop det køkken. Kan du komme til skuffer og skabe på en for dig let og naturligmåde? Hvad med køleskabet? Åbner lågen den rigtige vej i forhold til dine arbejdsvaner? 

Hvis ikke køkkenbordet er særlig stort, kan bordet i siddegruppen så bruges til afsætning? Og hvad med placeringen af køkkenet? Hvis køkkenet er placeret midt i campingvognen, så deler køkkenet med garanti gulvplads med gangen gennem vognen. Så kan du stå og lave mad, mens familien skal gennem vognen for at hente ting, komme på toilettet e.l.?

Så et godt råd er: Prøv det. Det er intet så irriterende som et køkken, der ikke fungerer til dig. Så giv dig tid – endda meget god tid. Det er en stor investering, så gør dig umage med at vælge rigtigt. 

Det er ikke altid muligt at prøve sovekomfort på en messe eller udstilling. Men tag ud til en campingforhandler og tag tiden der. Du skal ikke føle dig forpligtiget til hurtige beslutninger af en sælger. Hvis det er tilfældet, så forklar sælgeren, at du gerne vil kigge på vognen alene, og at du nok skal komme til sælgeren med evt. spørgsmål.

De fleste campingvognsforhandlere er egentlig kun interesseret i, at du vælger den helt rigtige campingvogn. Det giver nemlig tilfredse kunder, der næsten med garanti vil anbefale forretningen og omtale den positivt.

Prøv også at læse disse indlæg

3 kommentarer

Agnes Pedersen 11. marts 2021 - 8:30

Tak for en god og informativ artikel om campingkøkkenet. Når vi rejser er en af oplevelserne at afprøve de lokale råvarer – såvel i Danmark/Norden som sydpå. Derfor er køkkenet en central del af vognen. Vi har valgt en Adria Adora 482 PS med – troede jeg – campingverdenens største køkken. Men nu ser jeg på fotoet i artiklen en vogn med et dejligt køkken. Hvilken vogn er det?
Hilsen
Agnes Pedersen

Bjarne Søby 13. marts 2021 - 21:38

Hej Agnes. Det for roserne 😊 Vores campingvogn er en Adria Alpina 663 HT

Hans Peter THrane 15. marts 2021 - 10:31

Vi købte en ny Kabe ametist king selection 2020 der er en mindre køkkenbor da vi valte vognen med enkelsenge der er fantastiske gode senge, vi bruger vognen 8-9 måneder årlig.

Du kan ikke kommenterer