Vi bliver ofte spurgt om hvilken type fortelt, der er bedst. Luftfortelt eller et fortelt med stænger? Og vi svarer altid det samme – det handler nemlig om dig og dine behov.
Fastligger… glem alt om luftfortelte
Når vi bliver spurgt om et luftfortelt eller et fortelt med stænger er bedst, så går vi altid ud fra, vi taler med en rejsende campist.
Et luftfortelt kan godt bruges af sæsoncampister i for- eller efteråret, men et luftfortelt kan efter vores mening ikke stå oppe året rundt. Så er du fastligger, så vælg et stabilt fortelt med stålstænger. Det er det råd, vi altid giver når vi bliver spurgt.
Men er du rejsende campist, så er flere muligheder.
Luftfortelte er lette at stille op
Et luftfortelt er let at stille op. Det er bare at køre forteltet i campingvognens forteltskinne, og pumpe det op. Så mangler der bare at pløkke det, og så er forteltet på plads.
Det lyder let, men der et par ting, du skal være klar over.
For det første så er et luftfortelt pænt tungt at køre i forteltskinnen. Husk på, du trækker både ’stangsæt’ og teltdug i skinnen på samme tid. Så ja – det er tungt, og kræver flere kræfter end et fortelt med et traditionelt stangsæt.
Dernæst skal det pumpes op. Du skal ikke tro på, det kan gøres på et par minutter. Når teltfirmaerne demonstrerer luftfortelte på messer o.l., så er der restluft i luftkanalerne. Dvs. at forteltet ikke pumpes op med helt tomme kanaler. Derfor kan det gøre på et par minutter. Men når du pakker dir luftfortelt sammen, er du som regel nødt til at tømme kanalerne helt for luft for at forteltet kan komme i transporttasken. Derfor tager det noget længere tid (læs… og flere kræfter) at puste forteltet op.
Du kan selvfølgelig investere i en elektrisk pumpe. Det sparer dig for det fysiske arbejde med at pumpe, men det går ikke hurtigere, og så er de pumper ikke helt billige.
Når så at forteltet er pumpet op, skal det pløkkes. Det siger sig selv, at det tager lige så lang tid at pløkke et lufttelt som et fortelt med traditionelt stangsæt. At nogle synes, det tager mindre tid at pløkke et luftfortelt skyldes, at luftfeltet som regel er del-fortelte. Dvs. de er mindre end A-måls fortelte, og der derfor er færre pløkker. Men det betyder også at forteltet er mindre end et A-måls fortelt.
Den største ulempe ved et luftfortelt er, at det ikke er muligt at indstille ’benene’ efter underlaget. En luftkanal kan ikke justeres i højden og der kan ikke kompenseres for et skrånende underlag. Så hvis underlaget er skævt, vil forteltet også stå skævt. Outwell er kommet dette problem i møde med nogle afstandsstykker, der kan sættes under luftkanalerne.
Når det er sagt, så findes der luftfortelte hvor man gennem udbygninger kan får et 8 meter bredt fortelt på en campingvogn med kun en 4 meter forteltskinne. Det er er en stor fordel i forhold til A-måls forteltene, men igen… de er tunge og tidkrævende at stille op.
Stabile og tætte fortelte
Fortelte med et stangsæt at stål eller CarbonX er nok det vi alle forstår ved et traditionelt fortelt. Et sådant stangsæt kan tilpasses både i højde, og i udspændning. Der er derfor altid muligt at få forteltet til at stå optimalt.
Da der ikke skal trækkes et stangsæt i form af luftkanaler med i forteltsskinnen, er teltdugen lettere at trække på end ved det luftfortelt.
Så er der lige det der med stængerne. De første gange man skal sætte et fortelt op med et traditionelt stangsæt op, skal man lige lære hvor stængerne skal placeres. Det tager tid, og indtil at man lært hvor at de respektive stænger skal være, så er opstillingen langsommere end ved et luftfortelt. Men når man først har lært hvor stængerne skal placeres, så går det stærkt at få forteltet op.
VI nævnte tidligere, at et luftfortelt som regel er et del-fortelt. Dvs. det ikke går i hele campingvognens længde, og er derfor typiske mindre end et A-måls fortelt. Det tager derfor lidt længere tid at pløkke et A-måls fortelt.
Der er nogle umiddelbare fordele ved et traditionelt stangsæt. Hvis en luftkanal punkterer på et luftfortelt, kan det være svært at finde en ny med kort varsel. Det problem har man ikke med et traditionelt stangsæt. Skulle en stang knække, behøves man ikke at undvære forteltet på ens ferie, da et kosteskaft kan fungere som en udmærket nødløsning i et par dage.
En anden og virkelig stor fordel er, at et fortelt med traditionelle stænger kan tilpasses underlaget. Man kan derfor altid få forteltet til at stå optimalt udspændt. Det ser pænere ud, og gør forteltet mere sikkert i hårdt vejr.
Og vinderen er….
Det er op til dig at vurdere, hvilket fortelt der er det rigtige til dit behov og dine rejser. Vi er så privilegerede at vi har haft mulighed for at have en masse fortelte – både luftfortelte og fortelte med traditionelle stangsæt – med på vores rejser. Og vi er efterhånden ikke i tvivl om, hvad der fungerer bedst for os.
Vi kan sætte et A-måls fortelt op lige så hurtigt som et luftfortelt – og det endda med fuld pløkning, presenning, gulvtæppe og montering af gardiner. Vi får desuden mere plads med et A-måls fortelt end i et del-fortelt, og så slutter et A-måls fortelt helt tæt ind til campingvognen, så der ikke er træk langs vognen som man tit oplever i et deltelt. Så for os er valget klart. VI rejser helst med et fortelt med traditionelle stænger. Vi føler, det er lettere og mindst lige så hurtigt at sætte op som et luftfortelt. Dertil kommer, vi føler det står bedre, og er mere stabilt.
Men… det er vores mening. Din kan være en anden, og det er ok. Heldigvis er der et stort udbud af både luftfortelte og almindelige fortelte, så der er et fortelt til os alle.